Metoder

Det narrative

“At skabe mening med noget er en kilde til styrke og resiliens”. Daniel Siegel.

Det narrative bygger på en forståelse om, at vi skaber mening i vores liv via den måde, vi fortæller og tolker vores liv på. Nogle af disse fortællinger bliver til dominerende fortællinger – man kan sige, at ud af det vi oplever  i en given situation, bliver kun ca. 5 % historiegjort til en fortælling. Når vi først har skabt en fortælling, kan det være svært for os at få øje på de andre 95% af hændelsen, der kunne være blevet fortalt. Vi skaber identitetskonklusioner om os selv og andre, og vi tolker nutiden og fremtiden ud fra den fortid af fortællinger, vi har med os.

Når vi har negative dominerende fortællinger med os, kan det være hjælpsomt at arbejde med at se på hændelserne igen og på de 95% som ikke blev fortalt. Der kan ligge store muligheder i at genforfatte nogle af vores fortællinger, så vi får et andet og måske bredere syn på os selv og vores relationer.

Det systemiske

Kort fortalt handler det systemiske om, at vi alle er en del af flere systemer, som vi påvirkes af, og som vi er med til at påvirke. Et system kan f.eks. være familie, skole, job, vennekreds og samfund.

I det systemiske ser man på problemer som relationelle og komplekse. Man arbejder med at skabe ‘forstyrrelser’, dvs. at stille spørgsmål, der hjælper klienten med at se på sig selv og på problemet fra et nyt perspektiv, idet det forstyrrer systemet til at se ud over sit vante tankemønster.

Det neurobiologiske

Det neurobiologiske perspektiv bygger på nyere hjerneforskning, og hviler på en betragtning om, at hjerne, krop og sind hører uløseligt sammen og gensidigt påvirker hinanden.

Groft sagt kan hjernen deles op i 3 hoveddele: den præfrontale, den limbiske og den autonome hjerne. Den præfrontale hjerne, er den, der populært kaldes ‘direktøren’, da dens hovedopgaver bl.a. er overblik, refleksion og beslutningstagning. Det er her vi kan se på os selv udefra. Den limbiske hjernes hovedområde er følelseslivet, at vi kan føle empati og regulere vores følelser. Den autonome hjerne styrer kroppens vitale funktioner, at trække vejret, at svede/fryse, at føle smerte m.m. De 3 dele kan på skift tage kommandoen, hvilket kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt i forskellige situationer.

Viden om hjernen kan være nyttig, når vi gerne vil forstå os selv og vores reaktionsmønstre og skabe nye fortællinger om os selv og andre. Hjernen er formbar, og bliver dygtig til det, vi bruger den til, men det kræver tid og øvelse at skabe andre forbindelser i hjernen. Synliggørelse af disse processer kan hjælpe til forståelse og forandring.

EFT og Imago

EFT (Emotional Focused Therapy) og Imago bygger på tilknytningsteorier, og lægger vægt på følelser, som en indikator for hvad problemet handler om, og som indikator for, hvad der er betydningsfuldt for os.  

De tilknytningsmønstre vi havde i vores barndom, følger os gennem livet og danner grundlag for de tilknytningsmønstre, vi har til vores relationer i dag. Vi arbejder i terapirummet med at afdække mønstrene, skabe forståelse for deres opståen, og skabe nye og mere ønskede måder at møde hinanden på.

Jeg bruger elementer af EFT/Imago i par- og relationssamtaler.

Mindfulness

Mindfulness handler om at være til stede i nuet. Det kan berolige nervesystemet, når vi er grebet af forskellige følelser, er stressede, har tankemylder eller blot skal lande i terapirummet. Mindfulness kan være brugbart til at skabe bevidst forbindelse mellem hjerne, krop og sind, så vi kan mærke os selv bedre.

Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere om de ovenstående metoder, er du velkommen til at kontakte mig her.